Av Otto Steen Due (1939-2008)

Foredraget ble holdt i Norsk Oversetterforenings regi på Norsk Litteraturfestival i 2004 og er tidligere publisert på NOs «gamle» nettsider.

At jeg i årene 1996-2001 kom til at oversætte Iliaden og Odysséen var ikke en del af en oprindelig plan. Det gik således til, at jeg forud i ottiårene havde oversat Ovids Forvandlinger eller Metamorfoser og i første halvdel af nitiårene Vergils Aeneide og var blevet afhængig af den form for beskæftigelse – for så anstrengende det end er at modellere i det seje og genstridige stof som sprog er, vægrer jeg mig ved at kalde det arbejde. Det er en meget belønnende leg, og som børn er rede til at underkaste sig mange anstrengelser og afsavn for at opnå legens formål, således er det også med denne, skal vi sige, beskæftigelse.

Men at det altså var et personligt behov, betyder jo ikke, at der ikke også kunne være gode objektive grunde til en ny dansk Homeroversættelse. Situationen var ganske vist anderledes end for Ovids og Vergils vedkommende. Ganske vist fandtes der danske oversættelser i forvejen af både Metamorfoserne og Aeneiden, men ingen af dem havde på nogen måde opnået noget der blot nærmede sig en klassikerstatus i den danske oversættelseslitteratur, endsige da i den danske litteratur. Men det havde unægtelig Christian Wilsters oversættelser fra 1836 og 1837, som er hovedværker i den danske guldalderlitteratur, og som i kraft af særlige historiske forhold i det danske uddannelsessystem havde været obligatorisk læsning for alle danske gymnasiaster hele det tyvende århundrede igennem og hævdet sig i kraft af deres kvalitet over for diverse forbedrings- og revisionsforsøg fra pædagogisk side. Wilster var jeg vokset op med selv og holdt af. Her var der altså et litterært fadermord at begå. Således tænker jeg mig at det også vil gå den nordmand der engang vil skulle prøve på at erstatte Østbyes Homer, der ganske vist kun er sølle 84 år gammel imod Wilsters næsten 170.

Men oversættelser forældes nu engang. Det gør det allermeste af hvad der ellers skrives også, men en ganske lille promille af originale litterære værker opnår udødelighed. Det gør ingen oversættelser. Et liv så langt som Østbyes, for slet ikke at tale om Wilsters, er allerede højst usædvanligt. At alle oversættelser forældes, hænger sammen med, at de nødvendigvis skrives ind i en situation, sprogligt, kulturelt osv. som oversætteren må og skal respektere, medens originalværker skrives op imod en tradition som de (hvis de er gode) modificerer. Dette gælder i princippet, og forbeholdene og nuanceringerne vil jeg her lade ligge. Men altså: oversættelser er mere bundet til deres specifikke tid end i hvert fald de (sjældne)originalværker er, som bliver klassikere, og som har noget at sige også sene generationer om hvis forudsætninger deres ophavsmænd ingen kundskab hunne have.

Wilsters Homer er romantikkens og erfaringsbaggrunden er den franske revolution, Napoleonskrigene og reaktionen. Siden er der unægtelig hændet hændet en del også i mit eget lille land, som gør at Wilsters Homer ikke er og ikke kan være den eksistentielt gyldige læsning af Homer i Danmark af år 2000. Det er nu en ting, som jeg blot vil hævde, uden at fortabe mig i det teoretiske hængedynd som det let kunne give anledning til at synke i.

Lad os gå over til noget mere konkret og formelt. Dansk har ændret sig. For eksempel har trykket i sammensatte ord ændret sig, ja, det var allerede begyndt at ændre sig på Wilsters tid, og Wilster valgte bevidst at være gammeldags. Poul Martin Møller anholder i en anmeldelse af et prøvetryk fra 1831 en række ord som allerede da forældet betonet: henvísnet, omstýrte, upléttet osv. Det er blevet værre siden. Faktisk havarerer ikke mindre end hvert syvende vers nu for moderne læsere uden træning i ældre dansk – og det er de allerfleste. Her er forældelsen til at tage og føle på. Og punktet er væsentligt. For hvis versene havarerer i en versfortælling, springer læsere og tilhørere – med rette – fra. Og hvad man end måtte kunne sige om unge mennskers dannelsesniveau nu om stunder: rytme har de sans for og altså en klar formemmelse af hvis den brydes.

Wilster benytter selvfølgelig uden betænkelighed den på hans tid ganske legitime omvendte poetiske ordstilling, altså typen Herske han vil over alle osv. Denne poetiske frihed har været opgivet af danske digtere i det mindste i 70 år, men lever stadig i en subkulturel genre, som stadig trives i Danmark, efter sigende dér mere end noget andet sted i verden, nemlig lejlighedssange ved sociale begivenheder og festligheder i familiekredse. Dér er friheden så brugt og misbrugt, at den er aldeles umulig at bruge andetsteds. Jeg tænker på typen I dag vi samlet er til fest / og glad vi hilser hver en gæst. Jeg ved ikke hvor udbredt den slags lejlighedssange er i Norge, men i Danmark er der flrere, ja, undertiden plagsomt mange af dem til alle familiefester. Det er en hel industri, med bureauer og professionelle sangskrivere. Det betyder, at dette virkemiddel må skys som pesten, selv om det unægtelig gør tilværelsen lettere hvis man vil skrive vers i en fart. Blot et eneste tilfælde ville ødelægge en ny dansk Homer.

Noget tilsvarende gælder også store dele af den traditionelle danske guldalderdiktion. Den har overlevet i disse subkulturelle lejlighedssange og kun dér, og enhver brug af den ville derfor virke ufrivillig komisk. Et eksempel er brugen af nægtelsen ej. Det var på Wilsters tid den fine og dannede benægtelse, medens ikke var kollokvialt og en smule vulgært; man sagde det, man skrev det ikke. Faktisk undgår Wilster næsten 100% ordet ikke og bruger kun ej. Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt som det jo er indlysende, at adgangen til et metrisk alternativ for et så almindeligt ord som den almindelige nægtelse, ville gøre en versifikators tilværelse meget lettere. Men dette ej er så stærkt kompromitteret af lejlighedssangene, at jeg har været nødt til at iføre mig den omvendte spændetrøje: I hele min Homer findes der ikke et eneste ej undtagen i faste vendinger hvor det er gangbart og upåfaldende.

Iliaden

Men for nu at gøre lidt mere systematisk rede for de principper jeg har fulgt skal jeg stille dem op i nogle punkter, men skåne jer for overheads:

Altså for det første: der forekommer ikke ordstillinger og ordfølger som ikke er naturlige for det danske sprog. Det mener jeg at have gennemført 100%. Det betyder ikke, at der kun forekommer trivielle ordstillinger, på ingen måde, ej heller at der ikke forekommer ordstillinger og syntaks som er usædvanlige i skriftssprog, men almindelige i talesprog. Således viger jeg ikke tilbage for de såkaldte sætningsknuder af typen: Tydeus’ søn er det mig der har jaget tilbage til flåden, selv om jeg ikke strabadserer virkemidlet.

For det andet: Oversættelserne er konsekvent afstemt efter øret og altså beregnet til op- eller højtlæsning. Homer er som bekendt i sin oprindelse mundtlig fortælling i et analfabetisk samfund, hvilket bestemmer poetikken både på det overordnede plan og i detaljerne, og dette er naturligvis noget en oversætter må respektere. Det gælder iøvrigt al antik litteratur at den er præget af at man altid læste op, også for sig selv. Stillelæsning, som vi betragter som den naturlige form, er noget der er blevet almindeligt i Middelalderen. I Oldtiden var det en sensation, når nogen kunne det, og den eneste det er overleveret om er den hellige Hieronymus. Det var altså ikke noget nyt for mig at afstemme oversættelserne efter øret. Men nyt — i oversættelsesarbejdet — var det at følge den orale poetik i typescener, ringkompositioner og i formelsystemet, som i princippet er økonomisk i den forstand at det undgår metrisk ækvivalente, men verbalt forskellige formler

For det trejde: Jeg har ligesom i oversættelserne af Ovid og Vergil sat mig ud over den puristiske tradition, som hersker i antikoversættelser og oftest giver dem et svært anæmisk præg. Det hænger jo sammen med at de antikke sprog ifølge sagens natur er fattige på fremmedord, og navnlig filologer er slemme purister. Det går undertiden så vidt at de ikke vil gengive det græske anarchia med anarki selv om det er præcis hvad det betyder. Når ord af fremmed herkomst (og det er jo forresten ofte direkte eller indirekte græske og latinske ord) har vundet borgerret i sproget og egentlig kun linguister føler dem fremmede er de brugelige. Det gælder ord som problem, præcis, provokere, allierede, massakre, appellere, armeret, proviant, jalousi, gemak, gemal og utallige andre. Sådanne ord har ofte betydelig metrisk værdi netop fordi de er forskellige i betoning fra arveord. Også den i Danmark af historiske grunde grasserende forfølgelse af germanismer har jeg i vid udstrækning sat mig ud over. Det har givet anledning til diskussioner med mine lektører, f. eks. når jeg i Odysséen et sted bruger vendingen en stresset og træt og forvåget besætning. Og jeg husker en desværre nu afdød nordisk filolog, der så forundret som en syvårig i biografen spurgte om de havde kebab på Homers tid i anledning af et sted hvor der serveres kebab i kæmpeportioner. Jo de havde kebab. Det havde Pekingmanden nok også. Men hverken han eller Homer kendte ordet.

Men Homer kendte heller ikke de andre danske ord i mine oversættelser. Men kødstykker på spid over glødende kul hedder nu altså kebab på dansk og vel også på norsk. Det siger sig selv at slang er undgået, allerede fordi slangudtryk næsten altid har et kort liv. Men her som i så meget i oversætteriet er der tale om skøn og forskellige kan have forskellige fornemmelser ved det samme. Men jeg husker at en kritiker kaldte det for uhomerisk pjank, når jeg midt i Andromaches hjerteskærende klage lader hende sige om sin nu faderløse spæde søn: Faderløs dag gør en dreng til én som alle kan mobbe. Østbye har dér verset: Venneløs blir jo et barn den dag, da hans far gikk i graven, og Wilster har: Faderens Dødsdag berøver et Barn dets forrige venner. Men ingen af dem kunne kende verbet at mobbe. Det kom ind i dansk omkring 1960, og er i al sin gru alt for præcist og derfor nyttigt til at ville gå ud igen. Og efter fyrre år må det dog siges at have fået borgerret. Forresten bereder Homer selv sine tilhørere et chok på det sted ved at konstruere et lidt monstrøst græsk ord på fire stavelser der betyder helt udstødt blandt sine jævnaldrende. Så just dér er der ramt helt præcist.

For det fjerde: Jeg begrænser mig ikke til det ordforråd og de ordbetydninger der står i Nudansk Ordbog. Det er væsentligt at Homers digtning gengives digterisk, og dertil hører også en distans fra daglig tale og almindeligt litteratursprog, som bl. a. frembringes ved en skønsom brug af arkaismer, der pudses op til ny glans ved i sammenhængen at ramme præcist. En del kritikere problematiserede min brug af det på dansk forældede og dialektale, men på svensk og norsk vist stadig levende lynne i begyndelsen af Odysséen i betydningen sindelag, tænkemåde, adfærdsmønster, karakter. Passagen lyder jo:

Muse, fortæl mig om manden, den aldrig forlegne, der flakked

viden omkring da han først havde styrtet det hellige Troja,

mander der så mangfoldige folk og fornam deres lynne

Dette ord blev faktisk diskuteret i de fleste anmeldelser, måske fordi det i Odysséen står i den første begyndelse. Faktisk havde jeg 3 år før upåtalt brugt det i Iliaden. Indvendingerne gik gennemgående ikke på at anmelderne ikke forstod ordet eller på at det ikke ramte præcist, men på at læserne ikke ville forstå det. Der genkendte jeg en del tovtrækkerier med forskellige lektører i forskellige anledninger, hvor jeg for det meste fastholdt min større tillid til læserne, notabene når der er draget omsorg for at sammenhængen er klar. Da er det – og lad dette være et godt råd til oversættere og for den sags skyld også til forfattere – faktisk sådan at læsere gerne lærer både nye og gamle ord og fryder sig over at få deres sprog udvidet. Det kan gerne være at lynne på dansk var blevet noget mosgroet undtagen i sønderjylland og visse distrikter i nordvestjylland. Men det er jo dog klart i sammenhængen at det ikke betyder f. eks. påklædning, spisevaner eller arkitektur, men just det som det skal. Så meget mere som mine læsere, der jo ikke har så travlt som anmeldere har det, kendte fra Iliaden, bl. a. fra Foinix’ appel til Achilleus: Styr dog dit hidsige lynne! Det glæder mig, at jeg har fået ret i at det også rent salgsmæssigt har kunnet betale sig at udfordre læserne. Det fornøjer mig naturligvis, at oversættelserne prises for deres umiddelbare tilgængelighed og mundrethed, men jeg har samtidig den indre morskab derover, at det i en vis forstand ikke passer. Man har i mange år haft en målemetode til at fastslå en teksts sværhedsgrad og fastsætte et såkaldt lix-tal, der helst ikke bør være for højt hvis man vil have mange læsere. Det er bl. a. noget med ordenes gennemsnitlige stavelsesantal, sætningers og perioders længde, antallet af fremmedord og sjældne ord og en helt masse andet. I forhold til den målemetode er min Homer (og forresten også mine andre oversættelser) rasende svære. Iliaden begynder med 8 vers uden et punktum, indeholdende 6 4-stavelses og 9 3-stavelsesord, 7 eksotiske navne og en adverbial bestemmelse der refererer til en imperativ for hele 6 vers siden. Lærere på journalistskoler og forfatterskoler ville korse sig. Men lettilgængeligheden er altså dog ikke en illusion, men et faktum. Dog kan jeg forsikre jer om at den har kostet megen flid at tilvejebringe. Viljen til at udfordre læserne og sætte dem på prøve og lade dem mærke at de er bedre end de egentlig troede, stiller store krav til skribenten om i grundlæggende respekt for dem at arbejde teksten ordentligt igennem.

For det femte: Versene skal fungere. Jeg har nævnt at fornemmelsen for rytme har været i voldsom fremgang i snart mange årtier. Det går ikke at gå på kompromis på dette punkt. Det ville hævne sig øjeblikkeligt. Jeg har efterprøvet versene på børn, håndværkere og rengøringsassistenter, på hvem jeg har kunnet få fat på og helst også på ikke-professionelle læsere. Og først når de læste versene rigtigt fra bladet, har jeg stillet mig tilfreds. Sjovt nok er det skuespillere, jeg har haft størst bevær med at lære at give sig hen i rytmen. De tror at de skal tolke teksten og ikke bare synge den.

For det sjette: Oversættelsen skal naturligvis være korrekt filologisk, det er elementært. Men den skal også afspejle en personlig tilegnelse af den og formidle den. En litterær oversætter er jo ikke bare en tekniker eller en slags flyttemand, men sin digters repræsentant, hans forsvarer, hans impersonifikator. Han skal ikke forstirre sig på hans ord men begribe hans kunstvilje og realisere den som han oplever den. Og han må først og fremmest have modet og viljen til at kompensere for de tab af fynd, nuancer og pointer, som alle oversættere kun alt for godt kender og som gør en af deres hovedsindstemninger til skamfuld melankoli over deres forræderi trods al deres gode vilje. Den kan forjages når man mander sig op til at digte med i sin digters ånd. Det er absolut tilladt for en oversætter at få nogle ting til at lykkes bedre i oversættelsen end det har kunnet lade sig gøre for digteren på kildesproget. Det skal ske i respekt for digterens vilje. Men det er et forræderi ikke at gribe chancen når man inden for den kan opveje uundgåelige tab med friske gevinster. Det er en uforlignelig og opløftende fornemmelse når det lykkes.

Det er en kendt sag at Odysséens slutvers er en mat og urimelig sag: Zeus og Athene beslutter at der skal blive fred og forlig, hvorefter Athene fremprovokerer fjendtligheder og blodsudgydelse for derefter at beordre både bejlerfædrene og Odysseus til at holde inde, hvad de første gør, men ikke Odysseus, som Zeus må standse ved at lade et lyn slå ned for fødderne af – Athene. Det hænger dårligt sammen. Og de allersidste vers er ganske matte. Jeg citerer dem her i Østbyes oversættelse som følger originalen nøje:

Aigissvingerens datter, den blåøyde Pallas Atene

sluttet da siden en pakt mellom begge de kjempende flokker,

lignende Mentor, den grånende helt, av vekst og av stemme.

Her er specielt det sidste formelvers en rigtig kraftløs afslutning på et så herligt digt som Odysséen er. Min oversættelse af disse vers blev:

Og så fik Pallas Athene, Aigiderysterens datter,

ganske at se til som Mentor såvel i statur som i stemme,

sluttet besvoret forlig imellem de stridende parter.

Så er der sat et punktum, og min nære ven, som jeg har talt med i så mange år, Odysséens Homer, har sagt til mig: Ja, det var jo sådan jeg ville have gjort det. Over for det betyder det mindre at en endnu levende filologkollega har ment at jeg jer overskrider mit mandat som oversætter og tiltager mig ret til at pynte på originalen og derved giver danske læsere et forkert indtryk af hvor meget den gode Homer undertiden har slumret.

Jeg har dog, foranlediget af denne kritik, i Ledsagerens kommentar indføjet sætningen: De tre sidste vers fuser endnu mere utilfredsstillende ud i originalen end i oversættelsen. Lad mig afslutte disse spredte bemærkninger om mine principper med en lille prøve på hvordan de fungerer i praksis: Andromache erfarer om Hektors død:

 

Således hun i sin gråd. Men Andromache anede stadig

intet. Til hende var sikker besked endnu ikke nået

om hendes mand, at han var alene uden for muren.

Flittigt sad hun i et af paladsets gemakker og væved

purpurtøj til et slag med mønster af brogede blomster.

Og sine piger gav hun besked på at stille en trefod

over en flammende ild med en rummelig kedel så vandet

var der til Hektors bad når han kom fra slaget til hende,

dåren, der intet aned han langt fra vandet hun varmed,

lå og var dræbt af Athene for helten Achilles’s hænder.

 

Men da så lyden af jammer kom hende for øren fra tårnet,

isned det i hendes krop og hun tabte sin skyttel på gulvet.

Atter talte hun til sine fint friserede piger:

 

«To af jer, kom og følg med! Jeg må se hvad det er der er hændet!

Svigermor hørte jeg skrige så hjertet sad mig i halsen,

benene under mig blev som om de isned af kulde.

Så er da atter en ulykke tæt på kong Priamos’ sønner!

Måtte jeg aldrig høre så galt – men jeg frygter Achilleus

har fået afskåret Hektor, min mand, dér uden for byen

fra sine folk og nu jager ham ene hen over sletten

eller endda har standset hans ulykkesbringende kækhed.

Aldrig vil han jo blive tilbage i mændenes mængde,

altid løber han frem og vil ikke vige for nogen.»

 

Og med de ord løb hun ud gennem hallen med hamrende hjerte

som en afsindig. Og med hende løb hendes tjenestepiger.

Men da hun kom til tårnet hvor mændene stimlede sammen,

spejded hun ud over kanten og så sin mand blive halet

væk over sletten fra byen. De hurtighovede heste

haled ham hensynsløst af sted til Achaiernes skibe.

 

Over Andromaches øjne sank da et sortnende mørke.

Og hun faldt baglæns om og mistede sjælen i afmagt.

Af hendes hoved fløj diademet med dets juveler,

huen med bændlernes sløjfer og nettets flettede tråde,

klædet hun fik af selve den gyldne Elskovsgudinde

den dag da hun blev ført af den hjelmbuskrystende Hektor

hjem fra Eëtions hus for talløse brudekøbsgaver.

 

Om hende flokkedes søstre til manden og koner til brødre,

og lagde armene om den til døden fortvivlede kvinde.

Da hun fik ånde på ny og igen kunne sanse og samle,

brød hun i bitterlig gråd og talte blandt Troernes kvinder:

 

«Hektor, jeg arme forladte! Til lige usalige vilkår

blev vi da født, du her i Troja i Priamos’ kongsgård,

jeg i det yndige Thebe ved foden af Plakos’s skove

hvor kong Eëtion fostred mig op som lille til vanheld,

viet til ulykke selv. Ak, havde han slet ikke gjort det!

Du går nu ned under jorden til Hades’s sortnende haller,

mig forlader du her i sorg som en ynkelig enke

i vores hus. Og så er vores søn jo bare så lille,

ham som du fik og jeg fødte i vores elendige skæbne.

Ham blir du ingen hjælp, og han blir ikke din støtte.

Skulle han end slippe frelst fra de vilde Achaieres hærgen,

venter der ham kun sorger og nød og bitterlig kummer.

Der skal jo nok være folk der gerne beklipper hans marker.

Faderløs dag gør en dreng til én som alle kan mobbe.

Bukke må han for alle med bitre tårer på kinden

og som en betler gå op til sin faders forrige venner,

rykke den ene i kappen og trække den anden i ærmet

så han måske af medlidenhed får en sjat i sit bæger,

nok til at fugte sin mund, men slet ikke noget til halsen.

Drenge med far og med mor vil skubbe ham ud over bænken,

drille med hånende ord og banke ham med deres næver:

`Væk! Du har ikke en far der er med ved bordet som vores!’

Grædende løber han hjem til sin mor, der bare er enke!

Vores Astyanax, som på sin fars knæ gynged og smovsed

lammelårsmarven og fik det fedeste af koteletten!

Og når han så havde leget sig træt og lukked sit øje,

sov han så sødt i sin seng eller vugged i favnen på ammen,

blødt i sin dyne af dun, tilfreds og mæt af det hele.

Nu han har mistet sin far, har han trange tider i vente,

vores Astyanax, som var det navn som Troerne gav ham

da det var dig der alene beskyttede fæstningen for dem.

Dig skal nu fjernt fra din mor og din far, ved Achaiernes skibe,

glinsende maddiker æde når hundene er blevet mætte.

Og så uden en trævl! Der ligger dig klæder i kisten,

fine i vævning og snit, baldyret af flittige piger.

Dem vil jeg samle og bygge et bål og brænde dem på det –

ikke til gavn for dig selv, da du ikke skal bisættes i dem,

men for at fejre dit ry hos Troere og Troerinder!»

 

Således klagede hun, og om hende jamred de andre.