Fra en oversetters hjemmekontor, del 3

Av oversetter Cecilie Winger

Da bloggredaktør Hansen nylig sendte ut en bønn om bidrag til bloggen, så jeg prompte mitt snitt. To fluer i ett smekk. Her kan jeg både ønske god jul, og relansere den svært populære serien «Fra en oversetters hjemmekontor». I denne serien tar vi som kjent for oss populære og aktuelle myter omkring oversettere. Og denne gangen skal vi se nærmere på noen av de mange mytene om hvor kummerlig og jammerlig oversettere og andre kunstnere feirer julehøytiden.

Jeg starter med et retorisk spørsmål: Kan det være kontrastene? Kan det være at de store forventningene som er knyttet til julefeiring her opp i det mørke nord – med tindrende barneøyne, sorgløse familier og venneflokker samlet rundt bugnende matfat, og gaver som gjør mottagerne øre av lykke – er så oppskrudde at det vekker et trassig ønske om det stikk motsatte?

Så vidt jeg litt forenklet har funnet fram til, finnes det bare to ytterligheter når kunstnere leverer juleskildringer. Den ene beskriver feiringer av lysfester som redder deltagerne gjennom mørketidsdepresjoner og får dem trygt ut i den andre enden av midtvintersolverv. Den beskriver lykkelige julefeiringer slik de foregår hos sorenskriver Bals i filmen Tante Pose. eller hjemme i herskapshuset hos Fanny og Alexander. (Digresjon: Jo da, jeg vet at verden ikke sto til påske i tilfellet Fanny og Alexander.)

Den andre er langt dystrere og barskere. Da Dikter Arild skrev om bestefar, utkledd som julenissen som har ramlet på fylla: «Ta a’rei maska, her harru flaska», brukte han humor. Det gjorde ikke Sigbjørn Obstfelder da han i sin bunntriste «Julaften» fra 1893 blant annet skriver:

Julaften
Jeg vanked alene i gaderne
og lytted til barnesangene.
Jeg satte meg ned på trapperne
og tænkte på min døde mor.
Og jeg gik ud på markerne –
ud – blandt stjernerne.
Min skygge gled hen over skyggerne
af dødningearmede trær.
Jeg fandt et lig mellem sneglimtene,
snejulelysene,
et lig, som endnu bævrede,
en stakkels frostdød spurv.
Og jeg gik hjem til mit tagkammer
og satte lyset i min flaske.
Jeg satte lyset i min flaske
og la bibelen på min kiste.
Jeg knæled ned ved min kiste
og blæste støvet af min bibel.
Jeg folded hænder over min bibel
og gråt.

(Digresjon 2: Denne tårefremkallende melankolien ble for øvrig parodiert rundt 1950 av d’herrer Eidem, Keilhau og Bjerke. «… og han lagde stille sit ansikt ned i flæsket og græd …»)

 

Men om julefeiringene er kummerligere, er visst romjul og nyttår enda verre. Oh, the horror! Tenk bare på H.C. Andersens lille Piken med svovelstikkenefra 1848. Historien om den lille fattigjenta som fryser «i hjel den siste kvelden i det gamle året» – om hvem det heter: «Hun satt der med røde kinn og et smil om munnen» – turde være kjent. Og jeg antar at det ikke bare er meg som har Per Aabels stemme i bakhodet når jeg siterer åpningssetningene, oversatt av Odd Bang-Hansen: «Det var gresselig kaldt. Det snedde, og det begynte å bli mørke kvelden.»

Like fatalt, og også med et siste smil om munnen, ender det i Amalie Skrams novelle Karens jul fra 1855. Hun begynner novellen slik: «Paa en af Dampskibskajerne i Kristiania laa det for en Del Aar siden et graamalet Træhus med fladt Tag, uden Skorsten, omtrent 4 Alen langt.» I dette ferjemannnsskuret lar Skram fattigjenta Karen søke ly mot kulden, sammen med sitt nyfødte, uekte barn. I romjulshelgen blir mor og barn funnet av en konstabel: «Han skyndte sig hen til Døren; den var stængt. Saa slog han i Stykker en Rude, fik fat paa en Jærnstang, som han strakte ind gjennem Aabningen og hægtes med den Krogen af Krampen. Traadte saa ind, sagte og forsigtigt. De var stendøde begge to. Barnet laa op til Moderen og holdt endnu i Døden Brystet i Munden. Nedover dets Kind var der fra Brystvorten silet nogle Draaber blod som laa størknet paa Hagen. Hun var forfærdelig udtæret, men paa ansiktet laa der som et stille Smil. «Stakkars Jente, for Jul hun fik,» mumlet konstabelen mens han visked sig i Øjet.»

Jeg iler til med et siste eksempel, sånn for å bygge tristesse på tristesse, tilbake til en forfatter som benyttet seg av humor, nemlig Hans Jæger. I Fra Kristiania-Bohêmen fra 1885, beskrives den unge Henchen, som leser sitt rykende ferske dikt for vennen Jarman, slik:

«Det var et langt digt, skrevet i nogenlunde vers; indholdet var følgende: En ung mand, student naturligvis, er blet opmærksom paa, hvorledes forfattere nufortiden blir berømte ved at skrive liderlige bøger. Han vil ogsaa bli berømt, og saa sætter han sig til at skrive et stort liderlig drama. Nytaarsaften, mens hans forældre og søskende nedenunder i stuen fejrer julen med andagt og salmesang, sidder han oppe paa sit tagkammer og lægger den sidste haand paa sit arbeide. – Endelig er han færdig.

Han læner sig vel tilmode tilbage i sin gyngestol, gyngende et par gange frem og tilbage, og falder saa i søvn.

Det banker paa døren, og ind triner en formummet skikkelse, som siger: følg med! Han kan ikke andet, han maa adlyde. De gaar ud, gjennemvandrer forskjellige gader, og kommer endelig til theatret. Der gaar de ind og tar plads i sniplogen i første rad. Teppet er endnuikke gaat op; mens de venter tar han publikum i øjesyn. Der er propfuldt hus, men – det er altsammen bare benrangler! Han ser forfærdet paa sin ledsager og spør, hvad det skal betyde. – Jo, svarer skikkelsen, det er alle dem, som du ved dit liderlige stykke har bragt paa afveje, og som siden er døde og kommen til helvede. Hver nytaarsaften kommer de her og ser om igjen det stykke, som fra først af har bragt dem i fordærvelse.

– Idetsamme vender alle dødningerne sine hoder mod sniplogen: han er opdaget. De hyler og rejser sig op og strækker sine knokkelarme med krummede fingre op imod ham som for at gribe ham. – Han farer op og vil ud, men skikkelsen holder ham tilbage.
Han kjæmper fortvivlet for at komme løs; han skriger – og saa vaagner han i sin lænestol, bedækket med sved. – Han farer op og gnider sine øjne, griber det færdige drama og kaster det i ovnen. – Da han har set det fortæres i luerne til sidste stump gaar han nedenunder og falder sine forældre og søskende om halsen. Finis.»
Hva moralen er? Nå vet jeg jo at mange overraskes over at Jæger her får fremstå som moralens vokter. Og at atter mange andre håper at jeg skal skrive at moralen er at EL James burde ha lest sin Hans Jæger før hun bestemte seg for tema for forfatterskapet sitt. Eller at jeg her kan påvise at Michael Jackson faktisk gjorde akkurat dét, før han spilte inn sin Thriller. Men nei. Hå, nei! Moralen er: Gledelig jul, naturligvis: Gledelig jul til alle oversettere og til alle oversettervenner!

Dette har tidligere vært trykket i heftet «Jul i Rådhusgata» 2010.

Leave a comment

name*

email* (not published)

website