Om nødvendigheden af højhælede gummistøvler når man oversætter Knausgård

I innlegget Knausgårdsafari fra juni i fjor skrev den danske oversetteren Sara Koch om å oversette Knausgård til dansk og en studiereise for å gå i hans fotspor. Nå er Sara kommet til bind 5:

Når jeg oversætter, arbejder jeg altid på at finde en fin balance mellem indlevelse og tvivl. For at yde teksten retfærdighed skal man i oversættelsen genskabe teksten, ikke kun ord for ord, men oplevelse for oplevelse. For at skrive lige så godt og levende som forfatteren bliver man nødt til at have tekstens univers under huden, men samtidig skal en oversætter hele tiden sætte spørgsmålstegn ved alt hvad hun gør. Kan det nu passe at Knausgård griner sig gennem sin fars død og begravelse, eller kan det tænkes at grine betyder noget andet på norsk, nemlig at græde?

Men tvivl og indlevelse går ikke altid godt hånd i hånd. Den nødvendige indlevelse svækker det kritiske blik, mens det kritiske blik gør indlevelse vanskeligt. I forbindelse med mit arbejde med Min kamp rejste jeg midt i bind 2 til Sørlandet for med egne øjne at se det sted Knausgård var vokset op, for at sidde på svabergene og vandre på heiene i håb om at finde de rigtige danske ord. Turen var enestående for min forståelse af det Knausgårdske univers, men balancen mellem indlevelse og nødvendig afstand blev sat på en prøve, som lærte mig en vigtig lektie. Læs om det her: Knausgårdsafari

I mit arbejde med bind 5, som netop er udkommet på dansk, fik jeg behov for at se Bergen med egne øjne, mærke regnen på min egen hud, og bogstavelig talt finde ud af hvad der var op og ned i byen, se regnens formationer når den løber ned ad bakkerne, og se himmel og fjord stå i et. Men med erfaringen fra min Sørlandstur var jeg spændt på om jeg nu også havde lært noget. I Sørlandet sad jeg med Knausgårds tekst i Knausgårds univers, mens min norske mand sad i den anden del af lystgården og oversatte Carsten Jensen til norsk. Til Bergen rejste jeg alene, men blev budt velkommen af to fantastiske kvinder der viste mig byen. Den første var forfatteren Gunnhild Øyehaug, hvis yderst anbefalelsesværdige roman Vente, blinke (Gyldendal 2010) jeg oversatte for et par år siden, og som jeg havde haft et meget frugtbart samarbejde med. Gunnhild Øyehaug underviser på Skrivekunstakademiet, hvor Knausgård gik som 19-årig tilbage i 1988 – i  begyndelsen af bind 5 – og var derfor en oplagt kandidat til at vise mig rundt der. I silende regn og blæst der ustandselig fik hendes røde paraply til at krænge, viste hun mig bagefter rundt i Vente, blinkes Bergen. Dagen efter inviterede Gunnhild mig på frokost i byen hvor vi fik diskuteret litteratur og oversættelse, hun fortalte yderligere om det litterære Bergen, om uoversatte nynorskforfattere der fortjente dansk sprogdragt.

Den anden var oversætteren Heidi Wallevik, der uden at kende mig som andet end danskeren i et norsk internetforum for oversættere generøst inviterede mig til frokost på caféen Bien der ligger på Danmarksplass, et sted der optræder flittigt i bogen. Heidi gav mig hele Bergen bys nyere historie, for det Bergen jeg besøgte, var jo ikke det samme som Knausgård flyttede til i 1988, og gav mig dermed et uundværligt blik på den byen jeg de næste dage skulle traske tynd i Knausgårds fodspor.

Under mit ophold i Bergen boede jeg lidt uden for byen i Ambrosia-huset, som Bergen kommune generøst havde stillet til min rådighed. Huset står på Hordamuseet uden for Bergen, har tilhørt kunstneren Ambrosia Tønnesen og bliver nu brugt til at huse udenlandske kunstnere. Huset er bygget i slutningen af 1800-tallet og ligger med udsigt til fjorden, æbletræer (som stod i fuld blomst) og græssende får. Her var det ikke svært at blive inspireret og bruge dagens oplevelser til at forme den danske tekst.

Det bliver sagt om Bergen at det regner 300 dage om året. Min kamp 5 er fuld af regnvejrsdage, og i Knausgårds anden roman, Alting har en tid, beskriver han syndflodens komme så levende at han må trække på personlige erfaringer. Alligevel rejste jeg glad til Bergen i sandaler og uden paraply, og var da også fuldstændig gennemblødt inden jeg trådte ind i Ambrosia Tønnesens smukke hus. Men det første jeg gjorde da jeg vågnede i Bergen efter første nat, var da også at gå ud og købe mig et par gummistøvler, og ved nu at man i Bergen kan få et omfattende udvalg af højhælede gummistøvler – der er stil over bergenserne.

Da jeg rejste fra Bergen igen, var det med indtrykket af en by med generøse mennesker, men også med et klart billede af hvordan byen ser ud når fjord og himmel står i et, hvordan regnen løber ned ad bakkerne i små eller store v’er, hvordan blæsten krænger paraplyerne. Byens magi var kommet under huden på mig, men jeg var takket være de to bergensiske kvinders blik på byen ikke faret vild i den. Måske har Sørlandets vildfarelser alligevel lært mig lidt om nødvendigheden af både indlevelse og et kritisk blik.

Innlegget ble første gang publisert i Saras egen blogg, Oversætteren.

Comments

Karibol
Reply

Du uttrykker det så presist:
«For at skrive lige så godt og levende som forfatteren bliver man nødt til at have tekstens univers under huden, men samtidig skal en oversætter hele tiden sætte spørgsmålstegn ved alt hvad hun gør.»

Se, høre, smake, lukte, kjenne, erfare! Så sant det altså er praktisk og økonomisk mulig. Knausgård i Bergen på dansk blir bra!

Sara Koch
Reply

Tak, Kari. Ja, tid og økonomi kan ofte være en hindring for rejseriet. Jeg var heldig at få støtte fra Kunstrådet til min rejse til Sørlandet, men betalte Bergen af egen lomme. Men når der er mulighed, er det utrolig givende. Og jeg må altså sige at jeg faldt lidt for Bergen selvom Oslo ellers har været «min» norske by.

karibol
Reply

I München fikk høre av tyske skandinavister at «Bergen ist unser Bermudadreieck». Unge mennesker som dro dit på studieopphold, forsvant bare – i betydningen ble værende:-)

Leave a comment

name*

email* (not published)

website